Brug ChatGPT med Apple Intelligence på iPhone

Hvis du vælger at give Apple Intelligence lov til at arbejde sammen med ChatGPT* fra OpenAI, kan du gøre følgende:

Brug Siri til at få adgang til ChatGPT: Siri kan benytte ChatGPT til at give svar, når det kan være en hjælp til visse anmodninger, herunder spørgsmål om fotos og dokumenter.

Brug ChatGPT med Skriveværktøjer: ChatGPT kan forfatte tekst eller oprette billeder ud fra en beskrivelse.

Brug ChatGPT med visuel intelligens: Brug visuel intelligens med Kamerabetjening til hurtigt at få mere at vide om steder og genstande omkring dig.

Tilknyt din ChatGPT-konto: Du behøver ikke at have en ChatGPT-konto, men hvis du har en – uanset om den er gratis eller betalt – kan du tilknytte din konto. Med en betalt ChatGPT-konto kan din iPhone bruge de mest avancerede ChatGPT-funktioner oftere.

Du styrer, hvornår ChatGPT skal bruges, og du bliver spurgt, før nogen af dine oplysninger deles.

Bemærk: Apple Intelligence er ikke tilgængelig på alle iPhone-modeller, på alle sprog eller i alle områder.** Du skal bruge den nyeste version af iOS og Apple Intelligence skal være slået til, før du kan få adgang til de nyeste tilgængelige funktioner. ChatGPT-udvidelsen er ikke tilgængelig på alle sprog eller i alle områder, som understøtter Apple Intelligence. Du skal være mindst 13 år eller have den minimumalder, der gælder i dit land, for at kunne tillade brug af ChatGPT. Du kan få flere oplysninger i Vilkår for brug til OpenAI.

Indstil ChatGPT

Første gang du skriver tekst med Skriveværktøjer, får adgang til ChatGPT med visuel intelligens eller bruger Siri til at få svar fra ChatGPT, bliver du muligvis bedt om at slå udvidelsen til. Du kan også indstille ChatGPT i Indstillinger.

  1. Gå til Indstillinger , og tryk på Apple Intelligence & Siri.

  2. Tryk på ChatGPT, og tryk på Indstil.

  3. Gør et af følgende:

    • Brug ChatGPT uden en konto: Tryk på Slå ChatGPT til.

      Bemærk: Hvis du senere vil bruge ChatGPT sammen med en konto, skal du gå til Indstillinger > Apple Intelligence & Siri, trykke på ChatGPT og derefter trykke på Log ind.

    • Brug ChatGPT med en eksisterende konto: Tryk på Brug ChatGPT med en konto, og følg instruktionerne på skærmen.

      Bemærk: Hvis dine anmodninger skal gemmes i din chathistorik for ChatGPT, skal du være logget ind på en ChatGPT-konto.

Slå ChatGPT fra

  1. Gå til Indstillinger , og tryk på Apple Intelligence & Siri.

  2. Tryk på ChatGPT, og slå derefter ChatGPT-udvidelsen fra.

Hvis du vil undgå, at Siri foreslår ChatGPT, når du foretager en anmodning, skal du slå ChatGPT fra og derefter slå Setup Prompts fra.

Du kan se, hvordan du blokerer adgangen til ChatGPT, i Bloker adgangen til ChatGPT.

ChatGPT og anonymitet

Når du bruger ChatGPT-udvidelsen, kan du vælge, hvilket indhold der sendes til ChatGPT. Din anmodning og dine bilag samt begrænsede data, der er knyttet til anmodningen, f.eks. aktuel tidszone, land, enhedstype, sprog og den funktion, der bruges, når anmodningen foretages, sendes til ChatGPT for at besvare din anmodning, så ChatGPT kan levere nøjagtige og relevante resultater til dig. Din IP-adresse skjules for ChatGPT, men din generelle lokalitet angives for f.eks. at gøre det muligt for ChatGPT at forhindre svindel og for at sikre overensstemmelse med gældende lov.

Hvis du bruger ChatGPT-udvidelsen uden en konto, er det kun oplysningerne beskrevet ovenfor, der sendes til ChatGPT. OpenAI modtager ikke nogen oplysninger, der er knyttet til din Apple‑konto. OpenAI skal behandle dine data udelukkende med det formål at imødekomme din anmodning og må ikke opbevare anmodningen eller eventuelle svar – medmindre det kræves i henhold til gældende love. OpenAI må heller ikke bruge din anmodning til at forbedre eller træne sine modeller.

Når du er logget ind på en ChatGPT-konto, er dine kontoindstillinger og dataanonymitetspolitikken tilhørende OpenAI gældende.

Du kan få flere oplysninger i ChatGPT-udvidelsen og anonymitet.

*Apple Intelligence og ChatGPT bruger generative modeller, og resultaterne kan variere. Kontroller, om vigtige oplysninger er korrekte.
**Apple Intelligence er tilgængelig i en betaversion på alle iPhone 16-modeller, iPhone 15 Pro og iPhone 15 Pro Max, når Siri og enhedens sprog er indstillet til kinesisk (forenklet), engelsk (Australien, Canada, Indien, Irland, New Zealand, Singapore, Sydafrika, Storbritannien eller USA), fransk, tysk, italiensk, japansk, koreansk, portugisisk (Brasilien) eller spansk. Nogle funktioner er muligvis ikke tilgængelige i alle områder eller på alle sprog. Du kan få flere oplysninger i Apple-supportartiklen Sådan får du Apple Intelligence.
Morty Proxy This is a proxified and sanitized view of the page, visit original site.
Nyttig?
Maks. antal tegn: 250
Maks. antal tegn er 250.
Tak for din feedback.
Morty Proxy This is a proxified and sanitized view of the page, visit original site.