Betjen tilbehør med Hjem på iPad

Brug appen Hjem og Kontrolcenter til at betjene tilbehør i dit hjem.

Betjen tilbehør i appen Hjem

Tryk på symbolet for et tilbehør i venstre side af feltet på fanen Hjem – f.eks. et lys – for at tænde og slukke hurtigt for tilbehøret. Tryk på tilbehørets navn i højre side af feltet for at vise betjeningsmuligheder til tilbehøret.

De tilgængelige betjeningsmuligheder afhænger af tilbehørets type. Der findes f.eks. betjeningsmuligheder, så du kan skifte farve på nogle pærer. Med dit smart-tv kan du vælge en indgangskilde.

Føj tilbehør til Kontrolcenter

Du kan føje Hjem‑scener og -tilbehør til Kontrolcenter for at få nem adgang til det tilbehør, du bruger mest.

  1. Åbn Kontrolcenter på din iPad.

  2. Tryk på knappen Tilføj øverst til venstre, og tryk på Tilføj en betjeningsmulighed i bunden.

  3. Tryk på betjeningsmuligheden Hjem‑scene eller Tilbehør.

  4. Tryk på Vælg scene eller tilbehør, og vælg derefter et hjem og en enhed eller scene, du vil betjene.

Se kategorier og hjemmets status

Med kategorierne Lys, Klima, Sikkerhed, Højttalere, TV og Vand kan du hurtigt få adgang til alt det relevante tilbehør organiseret efter værelse.

  1. Gå til appen Hjem på din iPad.

    Under navnet på dit hjem viser knapper status for tilbehør, der hører til en kategori – f.eks. en kategorien Lys, der viser “3 tændt”.

  2. Tryk på en af kategoriknapperne øverst på skærmen eller i indholdsoversigten for at vise alt tilbehør i den pågældende kategori organiseret efter værelse.

  3. Mens der vises en kategori, kan du trykke på symbolet i venstre side af et tilbehørsfelt for at udføre en handling. Du kan f.eks. tænde eller slukke for et lys eller en gruppe lys, begynde at afspille musik på en HomePod eller låse hoveddøren.

Appen Hjem med indholdsoversigten til venstre. Sikkerhed er fremhævet. Til højre er kategoriknappen Sikkerhed fremhævet. Nedenunder er der sikkerhedstilbehør, f.eks. låse og garageporte.

Se aktivitetshistorik

Når du har en hjemmehub, der bruger den nye version af Apple Hjem og den nyeste software, kan medlemmerne af dit hjem (undtagen gæster) se aktivitetshistorikken for tilbehør såsom garageporte, låse, sikkerhedssystemer og termostater til tilpasset temperatur. Eksempelvis kan du finde ud af, hvornår en dør blev låst op, og hvem der låste den op.

  1. Gå til appen Hjem på din iPad.

  2. Tryk på knappen Mere, og tryk derefter på Indstillinger til Hjem.

  3. Gå til Aktivitet, og tryk derefter på En måned for at se op til 30 dages aktivitet.

  4. På skærmen Hjem skal du trykke på kategorien Sikkerhed eller Klima og derefter på Hjem-aktivitet for at vise Aktivitetshistorik.

Slå Aktivitetshistorik til og fra

Kun ejeren af hjemmet eller en delt hjemmebruger med tilladelse til at tilføje og redigere tilbehør kan slå Aktivitetshistorik til og fra. Når du slår Aktivitetshistorik fra, slettes al tidligere aktivitet for hjemmet permanent.

  1. Gå til appen Hjem på din iPad.

  2. Tryk på knappen Mere på fanen Hjem, tryk på Indstillinger til hjem, og tryk derefter på Aktivitet.

  3. Vælg En måned for at slå Aktivitetshistorik til, eller vælg Fra.

Slå Tilpasset belysning til

Du kan justere nogle lyskilders farvetemperatur fra kølig blå til varm gul, hvis de er kompatible med Apple Hjem. Du kan indstille, at understøttede lyskilder automatisk skal justere farvetemperaturen i løbet af dagen. Vågn op til varme farver, vær koncentreret midt på dagen med koldere farver, og slap af om aftenen ved at fjerne blåt lys. Følg disse trin for en lyskilde, der understøtter Tilpasset belysning:

  1. Gå til appen Hjem på din iPad.

  2. Tryk på lampens felt for at se betjeningsmulighederne.

    Du kan også holde en finger på feltet og derefter vælge Indstillinger til tilbehør.

  3. Tryk på knappen Tilpasset belysning, og slå Tilpasset belysning til.

Bemærk: Tilpasset belysning kræver en hjemmehub – en enhed som f.eks. Apple TV 4K (4. generation eller nyere modeller) eller HomePod-højttalere.

Rediger tilbehør i hjemmet

Du redigerer indstillingerne til tilbehør ved at trykke i højre side af et tilbehørsfelt, trykke på knappen Indstillinger og derefter gøre et af følgende:

  • Omdøb tilbehør: Tryk på knappen Slet for at slette det gamle navn, og skriv et nyt.

  • Rediger tilbehørets symbol: Tryk på symbolet ud for tilbehørets navn, og vælg et nyt symbol. Hvis der ikke vises nogen andre symboler, kan symbolet for dette tilbehør ikke ændres.

Opret grupper med tilbehør

Du kan betjene flere tilbehør med et enkelt tryk på en knap ved at oprette grupper med tilbehør.

  1. Gå til appen Hjem på din iPad.

  2. Tryk i højre side af et tilbehørsfelt, tryk på knappen Indstillinger, og tryk derefter på Grupper med andet tilbehør.

  3. Tryk på det tilbehør, du vil anbringe i samme gruppe, f.eks. anden belysning i samme værelse.

  4. Skriv et navn på gruppen i feltet Gruppenavn.

  5. Tryk på OK.

    Slå Inkluder i favoritter til for at inkludere gruppen i Favoritter i Hjem.

Morty Proxy This is a proxified and sanitized view of the page, visit original site.
Nyttig?
Maks. antal tegn: 250
Maks. antal tegn er 250.
Tak for din feedback.
Morty Proxy This is a proxified and sanitized view of the page, visit original site.