Fjernstyr tilbehør med Hjem på iPad

Brug appen Hjem og Kontrolcenter til at fjernstyre tilbehør i dit hjem.

Fjernstyr tilbehør i appen Hjem

Tryk på symbolet for et tilbehør i venstre side af feltet på fanen Hjem – f.eks. et lys – for at tænde og slukke hurtigt for tilbehøret. Tryk på tilbehørets navn i højre side af feltet for at vise betjeningsmuligheder til tilbehøret.

De tilgængelige betjeningsmuligheder afhænger af tilbehørets type. Der findes f.eks. betjeningsmuligheder, så du kan skifte farve på nogle pærer. Med dit smart-tv kan du vælge en indgangskilde.

Fjernstyr tilbehør i Kontrolcenter

Når du er hjemme med din iPad, kan du se de relevante scener og tilbehør på det pågældende tidspunkt i Kontrolcenter. Om morgenen kan der f.eks. blive vist en kaffemaskine, og den bliver måske erstattet af din sengelampe om aftenen.

Åbn Kontrolcenter, og tryk på en knap for at slå et tilbehør til eller fra, eller hold en finger på knappen, til der vises betjeningsmuligheder.

Du kan hurtigt se alle dine favoritscener og -tilbehør (undtagen kameraer) ved at åbne Kontrolcenter og derefter trykke på knappen Favoritter i hjemmet.

Hvis du ikke vil have vist tilbehør i Kontrolcenter, skal du gå til Indstillinger  > Kontrolcenter og slå Vis Hjem-betjeningspanel fra.

Se kategorier og hjemmets status

Med kategorierne Lys, Klima, Sikkerhed, Højttalere, TV og Vand kan du hurtigt få adgang til alt det relevante tilbehør organiseret efter værelse.

  1. Åbn appen Hjem .

    Under navnet på dit hjem viser knapper status for tilbehør, der hører til en kategori – f.eks. en kategorien Lys, der viser “3 tændt”.

  2. Tryk på en af kategoriknapperne øverst på skærmen eller i indholdsoversigten for at vise alt tilbehør i den pågældende kategori organiseret efter værelse.

  3. Mens der vises en kategori, kan du trykke på symbolet i venstre side af et tilbehørsfelt for at udføre en handling. Du kan f.eks. tænde eller slukke for et lys eller en gruppe lys, begynde at afspille musik på en HomePod eller låse hoveddøren.

Slå Tilpasset belysning til

Du kan justere nogle lyskilders farvetemperatur fra kølig blå til varm gul. Du kan indstille, at understøttede lyskilder automatisk skal justere farvetemperaturen i løbet af dagen. Vågn op til varme farver, vær koncentreret midt på dagen med koldere farver, og slap af om aftenen ved at fjerne blåt lys. Følg disse trin for et lys, der understøtter Tilpasset belysning.

  1. Tryk i højre side af feltet for et lys for at vise betjeningsmulighederne.

    Du kan også holde en finger på feltet og derefter vælge Oplysninger om tilbehør.

  2. Tryk på knappen Tilpasset belysning.

Bemærk: Tilpasset belysning kræver en hjemmehub – en enhed som f.eks. Apple TV (4. generation eller nyere modeller) eller HomePod-højttalere.

Rediger tilbehør i hjemmet

Du redigerer indstillingerne til tilbehør ved at trykke i højre side af et tilbehørsfelt, skubbe op eller trykke på knappen Indstillinger og derefter gøre et af følgende:

  • Omdøb tilbehør: Tryk på knappen Slet for at slette det gamle navn, og skriv et nyt.

  • Rediger tilbehørets symbol: Tryk på symbolet ud for tilbehørets navn, og vælg et nyt symbol. Hvis der ikke vises nogen andre symboler, kan symbolet for dette tilbehør ikke ændres.

Opret grupper med tilbehør

Du kan fjernstyre flere tilbehør med et enkelt tryk på en knap ved at oprette grupper med tilbehør.

  1. Tryk i højre side af et tilbehørsfelt, skub op eller tryk på knappen Indstillinger, og tryk derefter på Grupper med andet tilbehør.

  2. Tryk på det tilbehør, du vil anbringe i samme gruppe, f.eks. anden belysning i samme værelse.

  3. Skriv et navn på gruppen i feltet Gruppenavn.

  4. Tryk på OK.

    Slå Inkluder i favoritter til for at inkludere gruppen i Favoritter i Hjem.

Morty Proxy This is a proxified and sanitized view of the page, visit original site.
Nyttig?
Maks. antal tegn: 250
Maks. antal tegn er 250.
Tak for din feedback.
Morty Proxy This is a proxified and sanitized view of the page, visit original site.