Brug den indbyggede beskyttelse af sikkerhed og anonymitet på iPad

iPad er designet til at beskytte dine data og din anonymitet. Indbyggede anonymitetsfunktioner holder de oplysninger, der er tilgængelige for andre end dig, på et minimum, og du kan justere, hvilke oplysninger der deles, og hvor du deler dem. Indbyggede sikkerhedsfunktioner hjælper med at forhindre andre end dig i at få adgang til data på din iPad og i iCloud.

Brug disse metoder til at udnytte de anonymitets- og sikkerhedsfunktioner, der er indbygget i iPad, fuldt ud.

Beskyt adgangen til din iPad

  • Indstil en stærk kode: Det vigtigste, du kan gøre for at beskytte din iPad, er at indstille en kode, der skal bruges til at låse iPad op med.

  • Brug Face ID eller Touch ID: Face ID (understøttede modeller) og Touch ID (understøttede modeller) er sikre og praktiske metode til at låse din iPad op, godkende køb og betalinger og logge ind i mange apps fra tredjeparter. Se Indstil Face ID på iPad or Indstil Touch ID på iPad.

  • Slå Find min iPad til: Find hjælper dig med at finde din iPad, hvis du mister den, eller den bliver stjålet, og forhindrer andre i at aktivere eller bruge den.

  • Beslut, hvilke funktioner der skal være tilgængelige, uden at din iPad låses op: Tillad eller afvis adgang til nogle af de funktioner, der anvendes mest, f.eks. Kontrolcenter og USB-forbindelser, når din enhed er låst.

Beskyt dit Apple-id

Dit Apple-id giver adgang til dine data i iCloud og dine kontooplysninger til tjenester som App Store og Apple Music. I Beskyt dit Apple-id på iPad kan du læse, hvordan du beskytter dit Apple-id.

Gør det nemmere og mere sikkert at logge ind på konti

Der er flere måder, du kan logge nemmere og mere sikkert ind på, hvis websteder og apps giver mulighed for det.

  • Log ind med loginnøgler: Med loginnøgler kan du logge ind på konti til websteder og apps med Face ID eller Touch ID i stedet for en adgangskode. Eftersom en loginnøgle ikke forlader den enhed, hvor du er logget ind med dit Apple-id, og fordi den kun gælder til det websted eller den app, du opretter den til, er den beskyttet mod datalækage og phishing-forsøg. Og i modsætning til en adgangskode behøver du ikke at oprette, beskytte eller huske den.

  • Brug Log ind med Apple: Når du vil logge ind på konti, kan du bruge dit Apple-id i stedet for at oprette og huske brugernavne og adgangskoder. Med Log ind med Apple får du også sikkerheden ved tofaktorgodkendelse, og desuden begrænses de oplysninger, der deles om dig.

  • Lad iPad oprette stærke adgangskoder: Hvis muligheden for at bruge en loginnøgle eller Log ind med Apple ikke er tilgængelig, når du tilmelder dig til en tjeneste, kan du lade iPad automatisk oprette en stærk adgangskode, som du ikke behøver at huske.

Du kan logge nemmere og mere sikkert ind med alle dine adgangskoder til websteder og apps på flere andre måder.

  • Udskift svage adgangskoder: Hvis du opretter svage eller kompromitterede adgangskoder, identificeres de automatisk af iPad, så du kan rette dem.

  • Del loginnøgler og adgangskoder på en sikker måde: Brug AirDrop til at dele en loginnøgle eller adgangskode sikkert med en person, der bruger sin iPhone, iPad eller Mac.

  • Brug den indbyggede funktion til tofaktorgodkendelse: Automatisk oprettede bekræftelseskoder kan udfyldes til websteder og apps, der tilbyder tofaktorgodkendelse, så du ikke skal være afhængig af sms-beskeder eller ekstra apps.

  • Hold loginnøgler og adgangskoder opdateret på alle dine enheder: iCloud-nøglering sørger automatisk for at holde dine godkendelsesoplysninger opdateret på alle dine andre enheder.

Administrer de oplysninger, du deler med personer og apps

Beskyt anonymiteten for din e-mail

  • Beskyt dine aktiviteter i Mail: Slå beskyttelse af anonymitet i Mail til for at gøre det sværere for afsendere at få noget at vide om din e-mailaktivitet. Beskyttelse af anonymitet i Mail skjuler din IP-adresse, så afsendere ikke kan knytte den til dine andre aktiviteter på nettet eller bruge den til at fastslå din præcise lokalitet. Beskyttelse af anonymitet i Mail forhindrer også afsendere i at se, om du har åbnet den e-mail, de har sendt til dig.

  • Skjul din personlige e-mailadresse: Når du abonnerer på iCloud+, kan du med Skjul min e-mailadresse oprette unikke, vilkårlige e-mailadresser, der videresender beskeder til din personlige e-mailkonto. Du behøver ikke at dele din personlige e-mailadresse, når du udfylder formularer eller tilmelder dig nyhedsbreve på nettet, eller når du sender e-mail.

Beskyt din søgning på internettet

  • Gør din brug af internettet mere privat med Privat datatrafik med iCloud: Når du abonnerer på iCloud+, kan du bruge Privat datatrafik med iCloud til at forhindre websteder og netværksudbydere i at oprette en detaljeret profil af dig.

  • Administrer din anonymitet, og vær med til at beskytte dig selv mod skadelige websteder: Safari er med til at forhindre sporingsmekanismer i at følge dig fra websted til websted. I anonymitetsrapporten kan du se en oversigt over de sporingsmekanismer, der er blevet identificeret og blokeret af Intelligent beskyttelse mod sporing på den aktuelle webside. Du kan også gennemse og justere indstillinger til Safari for at gøre dine browseraktiviteter private i forhold til andre, som bruger den samme enhed, og bidrage til at beskytte dig selv mod skadelige websteder. Se Surf privat på internettet i Safari på iPad.

Luk din iPad ned, hvis den er genstand for et avanceret cyberangreb

Hvis du opdager, at din iPad og dine personlige konti er mål for avancerede fjernangreb, kan du bidrage til at beskytte dig selv med Nedlukningstilstand. Nedlukningstilstand giver en ekstremt høj grad af sikkerhed for de meget få brugere, som på grund af hvem de er, eller hvad de arbejder med, personligt kan blive mål for nogle af de mest avancerede digitale trusler, f.eks. fra private virksomheder, der udvikler statssponsoreret spionsoftware (mercenary spyware). Nedlukningstilstand beskytter automatisk Safari, Beskeder, Hjem og mange andre tjenester og apps fra Apple. Websider og internetkommunikation bliver ved med at fungere, men med nedsat ydeevne og brugbarhed. Se Gør din iPad modstandsdygtig over for et cyberangreb med Nedlukningstilstand.

Du kan få personligt tilpasset support til disse metoder ved at gå til Apples websted om support (ikke tilgængelig i alle lande og områder).

I brugerhåndbogen Sikkerhed på Apples platforme kan du læse, hvordan Apple indarbejder sikkerhed helt ind i kernen på sine platforme. Du kan læse mere om, hvordan Apple beskytter dine oplysninger, på webstedet om anonymitet.

Morty Proxy This is a proxified and sanitized view of the page, visit original site.
Nyttig?
Maks. antal tegn: 250
Maks. antal tegn er 250.
Tak for din feedback.
Morty Proxy This is a proxified and sanitized view of the page, visit original site.