C.C. Magnussen var en tysk maler, der stammede fra Bredsted i Nordfrisland i Slesvig. Han søgte tidligt at etablere sig som portrætmaler under vejledning af C.A. Jensen. Indtrykkene fra et ophold i Rom og især besøget på Thomas Coutures malerskole i Paris dæmpede interessen for portrætmaleri til fordel for figurmaleri. Parisopholdet inkluderede også besøg i Barbizon, hvor Magnussen deltog i det internationale kunstneriske og sociale fælleskab og her stiftede bekendtskab med de motivkredse, der i form af folke- og bondeliv blev hans foretrukne.
Som Barbizon- skolens førende bondelivsmaler Jean-François Millet og de danske folkelivsmalere Christen Dalsgaard og Frederik Vermehren forlenede Magnussen sine mange skildringer af frisisk folkeliv med en alvor og værdighed, der fjernede dem fra det hverdagslige og i stedet fremhævede det højtidelige og ceremonielle i såvel uprætentiøse hverdagssituationer som i motiver med tilknytning til kirkelige handlinger. Der er i reglen intet spor af landbefolkningens hårde slid, og Magnussen fravalgte den individualiserende personkarakteristik og den detaljerede miljøskildring til fordel for en idealiserende typificering.
Magnussen deltog i Treårskrigen på den slesvig-holstenske side, bl.a. ved at oprette et frikorps, som en kort tid også havde Ditlev Blunck som medlem. Han mistede efterhånden forbindelsen til Danmark og gled dermed også fra den danske kunsthistorie over i den tyske.
Ved siden af folkelivsmaleriet ernærede Magnussen sig i mindre omfang ved portrætmaleri og udførte enkelte altertavler, medens han i årene fra 1875-1885 hovedsageligt var optaget af undervisning på sin egen billedskærerskole i Slesvig. Magnussens store samling af gamle slesvigske træskærerarbejder findes nu i Designmuseum Danmark i København.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.