Den ortodokse kirke
For alternative betydninger, se Ortodoks.
Den ortodokse kirke eller ortodoksien (græsk hē orthē doxa "den rette ære") er en fællesbetegnelse for den østlige kristenhed.
Den østlig-ortodokse kirke, (herefter "den ortodokse kirke") udgør teologisk set en helhed, men er administrativt opdelt i en række nationale kirker, der er i gensidig kommunion med hinanden (dvs. anerkender hinanden). Bedst kendt er kirkerne i Grækenland og Rusland, hhv. den græsk-ortodokse og den russisk-ortodokse kirke.
Endvidere findes en række kirkesamfund i Mellemøsten, Afrika og Indien som betegner sig selv som "ortodokse", men som hverken anerkendes af de østlig-ortodokse kirker eller af den romersk-katolske kirke. For at skelne dem fra den østlige kirke omtales de som "orientalsk-ortodokse kirker". Til dem hører den armenske kirke, den koptiske kirke (Egypten og Etiopien), den syrisk-ortodokse kirke og Sankt Thomas-kirken i Indien.
Den romersk-katolske kirke og den ortodokse kirke blev formelt skilt ved det store skisma i 1054, hvor paven i Rom, Leo 9., og patriarken i Konstantinopel, Michael 1., gensidigt ekskommmunikerede hinanden. Det vigtigste stridspunkt var, at paven krævede, at de fire patriarker i Konstantinopel, Alexandria, Antiokia og Jerusalem skulle anerkende ham som den øverste kristne myndighed på jorden. Det begrundede han med, at kirken i Rom var grundlagt af apostlen Peter. De ortodokse indvendte, at nok var kirken i Rom grundlagt af apostlen Peter, men deres fire patriarkater var også grundlagt af apostle, og derfor var de fem kirker lige. Skismaet blev forstærket af politiske forskelle: patriarken af Konstantinopel var nært knyttet til det Byzantinske Rige, mens paven af Rom støttede det Tysk-Romerske Rige. Begge riger hævdede at være den rette arvtager til Romerriget. Både den romersk-katolske kirke og den ortodokse kirke opfatter sig selv som den sande katolske kirke, dvs. verdenskirken. (Trosbekendelsens "almindelige kirke" hedder på græsk katholikē ekklēsía). Andre teologiske stridspunkter var, om alterbrødet skulle være hævet (ortodokse) eller usyret (katolikker), og om det var tilladeligt at indsætte Filioque (og sønnen) i den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse. I vesten anses denne tilføjelse som en understregning af, at Helligånden udgår fra både Faderen og Sønnen, mens de ortodokse kirker kun anser Helligånden som udgået fra Faderen. Endelig tillod den ortodokse kirke gifte mænd at blive præsteviet, hvorimod den katolske kirke krævede, at præsterne skulle leve i cølibat.
Den ortodokse kristendom betragter sig for at være identisk med den, der blev praktiseret i oldkirken, og lægger vægt på at bevare alle ritualer. Lige som den katolske kirke praktiserer den ortodokse kirke den apostoliske succession.
Hvor andre kirkelige retninger ville hævde, at de to punkter i Bibelen var selvmodsigende, anser den ortodokse kirke begge skriftsteder for lige sande og af lige stor betydning. "Selvmodsigelsen" anses for at være et helligt mysterium, som ikke kan forstås af mennesker.
De ortodokse mener som katolikkerne - men i modsætning til protestanterne - at helgener kan formidle kontakt til Gud. De to kirker har en lang række helgener fælles fra den tidlige kristendom. Den vigtigste er Jomfru Maria, som i østen omtales med hædersbetegnelsen "Gudsmoder" (græsk Theotókos). Særlige helgenbilleder, ikoner, spiller en fremtrædende rolle i den ortodokse kirke og indgår i husaltre i private hjem. De viser næsten altid billeder af både Kristus og Jomfru Maria. Ikonerne opfattes som en art vinduer til det guddommelige og fremstilles i en meget traditionsbunden stil. Den ortodokse kirke tillader ikke, at helgenbilleder og lignende udføres tredimensionalt, da det er overtrædelse af Bibelens billedforbud. Kun to-dimensionale afbildninger accepteres på ikoner.
[redigér] Se også
 |
Wikimedia Commons har billeder og/eller lyd med forbindelse til: |
