Fransk (sprog)
Denne artikel omhandler fransk som sprog. Opslagsordet har også anden betydning, se fransk (skak).
| Fransk (français) |
||
|---|---|---|
| Talt i: | Frankrig, Canada, dele af Afrika og forskellige øer | |
| I alt talere: | 90 mio-200 mio | |
| Rang: | 15-17 | |
| Sprogstamme: | Indoeuropæiske sprog Italiske sprog Romanske sprog Italovestlige sprog Galloiberiske sprog Galloromanske sprog Gallorætiske sprog Oïl[1] Fransk |
|
| Skriftsystem: | Det latinske alfabet (fransk variant) | |
| Officiel status | ||
| Officielt sprog i: |  Belgien Benin Burkina Faso Burundi Cameroun Canada Centralafrikanske Republik Comorerne Congo Demokratiske Republik Congo Djibouti Elfenbenskysten Frankrig Gabon Guinea Haiti Luxembourg Madagaskar Mali Monaco Niger Rwanda Schweiz Senegal Seychellerne Tchad Togo Vanuatu Ækvatorialguinea |
|
| Reguleret af: | Académie française | |
| Sprogkoder | ||
| ISO 639-1: | fr | |
| ISO 639-2: | fre (B) | fra (T) |
| ISO 639-3: | fra |
Fransk er et romansk sprog, der tales i Frankrig, Belgien, Luxembourg, Schweiz, Canada, Haiti, Elfenbenskysten og den Demokratiske Republik Congo (foruden en række andre tidligere kolonier i Afrika og Amerika). Fransk var tidligere det mest udbredte internationale sprog i diplomatiet og har stadig en fremtrædende position i den Europæiske Union. Fransk tales af mellem 90 mio. og 200 mio, afhængigt af hvem man spørger, hvilket placerer det som det 10. mest talte sprog i verden. [2].
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Klassifikation
Fransk hører til den vestlige gren af de romanske sprog (ligesom spansk og portugisisk, men i modsætning til italiensk og rumænsk). Der er store dialektforskelle, og man taler om to forskellige sprog: langue d'oïl i nord (fransk i snæver forstand) og langue d'oc eller occitansk i syd (provencalsk), alt efter hvilket ord der bruges for "ja". De har begge en gammel litterær tradition, der går tilbage til middelalderen. Fransk er desuden det internationale postsprog.
[redigér] Historie
Fransk opstod af latin som en følge af, at Frankrig (Gallien) var en del af Romerriget gennem ca. 500 år. Efter at de germanske frankere etablerede et kongerige i den nordlige del af Frankrig (som fik navn herefter), gennemgik det lokale latinske sprog en rivende udvikling, der betød, at det adskilte sig mærkbart både fra klassisk latin og de andre sprog, der udviklede sig heraf.
Den første tekst på fransk er Strasbourg-ederne fra 842:
Pro Deo amur et pro christian poblo et nostro commun salvament, d'ist di en avant, in quant Deus savir et podir me dunat, si salvarai eo cist meon fradre Karlo, et in aiudha et in cadhuna cosa, si cum om per dreit son fradra salvar dift, in o quid il mi altresi fazet, et ab Ludher nul plaid numquam prindrai qui meon vol cist meon fradre Karle in damno sit. "For Guds kærlighed og for det kristne folks og vor fælles frelse, fra denne dag af, for så vidt Gud giver mig viden og magt, således vil jeg redde denne min broder Karl, både med hjælp og i enhver ting, som man retteligen bør redde sin broder, idet han vil gøre det samme for mig, og jeg vil aldrig lave nogen aftale med Lothar, der med vilje har været til skade for denne min broder Karl".
I 1539 fik Frans 1. af Frankrig afskaffet latin som juridisk sprog: "Vi vil, at fra nu af skal alle påbud og proces-akter fremsiges, registreres og kundgøres på det franske modersmål og ikke anderledes," hedder det i ediktet fra Villers-Cotterêts. For første gang var loven taget i brug for at styrke det franske sprogs stilling på fransk jord. Ti år senere kom du Bellays programskrift Défense et illustration de la langue francaise (= Til det franske sprogs forsvar og forskønnelse), hvor du Bellay udvider og beriger fransk med ord lånt fra dialekter og fra italiensk. Da Richelieu fik Det franske akademi oprettet i 1635, var en af opgaverne at overvåge det franske sprog, og som det hed i stiftelsesdokumentet, "rense det, gøre det veltalende og i stand til at behandle alle emner indenfor kunst og videnskab". Oprettelsen var en klart politisk handling, der gjorde sproget til et magtmiddel, der tjente monarkiet og myndighederne. I modsætning til du Bellay optrådte akademiet sprogrensende, og fortrængte minoritetssprog og dialekter. Derved opstod den dybe kløft mellem folkets og elitens sprog, der er mærkbar i fransk den dag i dag. [3]
I forlængelse af Det franske akademis anstrengelser for sprogrenselse, fik kulturminister Jacques Toubon 4.august 1994 indført la Loi Toubon (= Toubons lov), der blev opfattet nærmest som en Maginot-linje mod engelske låneord, selv om engelsk slet ikke nævnes i loven. Toubon selv blev omgående omdøbt til "Mr. Allgood". [4]
Videnskabsakademiet i Berlin udlyste i 1783 en præmiekonkurrence med spørgsmålet: "Hvad gør fransk til Europas universelle sprog? Hvad skyldes det, at det fortjener den forrang? Kan man formode, at det vil beholde den?" Præmien blev vundet af franskmanden Rivarol sammen med en tysk professor. Rivarols konklusion lød: "Det, der ikke er klart, er ikke fransk." Matematikeren d'Alembert mente i sin tid dog, at når franske forfattere udtrykker sig klart, er det ikke på grund af sproget, men på trods af det; for med alle sine polysemier og homofonier er fransk så fyldt af muligheder for misforståelse, at man tvinges til at udtrykke sig præcist. Det er måske grunden til, at Hegel siges at være nemmere tilgængelig i fransk oversættelse end på originalsproget tysk, også for andre end franskmænd. [5]
[redigér] Fransk udtale
På fransk kan man næsten altid slutte sig til et ords udtale ud fra dets stavemåde, mens man sjælden kan gætte sig frem til stavemåden ud fra udtalen. Det skyldes, at retstavningen har bevaret en række træk fra middelalderen, og der derfor er en række stumme bogstaver og bogstavforbindelser, der udtales ens.
De sidste 400 år har der dog været en række reformer. Den seneste (1990) er en anbefaling, og vinder kun langsomt indpas.
| a | = [a] nasaliseret = [ã] (som dansk brand, blot nasalt) |
| ai | = [ε] nasaliseret [æ̃] (som dansk mand, blot nasalt) |
| au | = [o] (som dansk note) |
| ay | = [εj] |
| b | = [b] (stemt som engelsk) |
| c | = [s] foran e, i, y ellers = [k] (upustet, nærmest som i dansk vække) i udlyd i visse ord (f.eks. banc, blanc, estomac) = [-] |
| ç | = [s] |
| ch | = [š] |
| d | = [d] (stemt som engelsk) i udlyd = [-] (i sammenhængende tale trækkes det dog over til en følgende vokal som [t]) |
| e | = [e] (som dansk fedt) i lukket stavelse uden accent og i åben stavelse med accent grave eller circonflexe = [ε] (som dansk sætte) nasaliseret = [ã] (som dansk brand, blot nasalt) ubetonet = [ə] eller [-] |
| eau | = [o] (som dansk note) |
| ei | = [ε] nasaliseret = [æ̃] (som dansk mand, blot nasalt) |
| eu | = [ø] (som dansk bøde) foran r = [ö] (som dansk bøn) |
| f | = [f] (i sammenhængende tale trækkes det over til en følgende vokal som [v]) i ordet clef og i pluralis af bœuf, œuf = [-] |
| g | = [ž] (som i engelsk pleasure) foran e, i, y ellers = [g] (stemt som engelsk) |
| gn | = [ñ] |
| gu | = [g] (stemt som engelsk) |
| h | = [-] |
| i | = [i] nasaliseret = [æ̃] (som dansk mand, blot nasalt) foran vokal = [j] |
| ie | = [je] nasaliseret = [iæ̃] (som dansk Jan, blot nasalt) |
| ill | = [j] |
| j | = [ž] (som i engelsk pleasure) |
| k | = [k] (upustet, nærmest som i dansk vække) |
| l | = [l] |
| m | = [m] foran konsonant stumt med nasalering af den forudgående vokal |
| n | = [n] foran konsonant stumt med nasalering af den forudgående vokal |
| o | = [ɔ] (omtrent som dansk låse) i udlyd (evt. foran stum konsonant), foran stemt s eller med accent circonflexe = [o] (som dansk note) nasaliseret = [õ] (som dansk bund, blot nasalt) |
| oeu (œu) | = [ø] |
| oi | = [wa] nasaliseret = [wε̃] |
| ou | = [u] foran vokal = [w] |
| oy | = [waj] |
| p | = [p] (upustet, nærmest som i dansk lappe) |
| q | = [k] (upustet, nærmest som i dansk vække) |
| qu | = [k] (upustet, nærmest som i dansk vække) |
| r | = [R] (som i dansk række, også efter vokal!) i udlyd i infinitiv og i substantiver og adjektiver med suffikset -(i)er = [-] |
| s | = [s] mellem vokaler = [z] (som i engelsk gaze) i udlyd = [-] (i sammenhængende tale trækkes det dog over til en følgende vokal som [z]) |
| t | = [t] (upustet, nærmest som i dansk lette) i udlyd = [-] (i sammenhængende tale trækkes det dog over til en følgende vokal som [t]) |
| u | = [y] nasaliseret = [œ̃] (som dansk brønd, blot nasalt) |
| ui | = [ẅi] nasaliseret = [ẅœ̃] |
| v | = [v] (som i dansk vand, også efter vokal) |
| x | = [ks] mellem vokaler = [gz] i udlyd = [-] (i sammenhængende tale trækkes det dog over til en følgende vokal som [z]) |
| y | = [i] nasaliseret = [æ̃] (som dansk mand, blot nasalt) foran vokal = [j] |
| z | = [z] (som i engelsk zone) |
Hovedtrykket falder på sidste stavelse, medmindre den er -e eller -es uden accent. Verbalendelsen for 3. person pluralis -ent er ligeledes ubetonet (med stumt nt).
[redigér] Fodnoter
- ↑ Ethnologue.com: Ethnologue report for French
- ↑ Verdens sprog sorteret efter antal talere
- ↑ Solveig Schult Ulriksen: "Fransk språk i unionstider", Gobelin Europa (s. 91-2), forlaget Sypress, ISBN 82-91224-12-9
- ↑ Solveig Schult Ulriksen: "Fransk språk i unionstider", Gobelin Europa (s. 90 og 94)
- ↑ Solveig Schult Ulriksen: "Fransk språk i unionstider", Gobelin Europa (s. 90-1)
[redigér] Eksterne henvisninger
Wikimedia Commons har flere filer relaterede til Fransk (sprog)
Der findes også en Wikipedia på fransk.
|
 |
Stub Denne artikel om sprog eller litteratur er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |
