Sinuhe

Fortællingen om Sinuhe er en litterær tekst fra det Mellemste Rige (ca. 2055-1773 f.v.t.), antagelig komponeret i begyndelsen af det 2. årtusinde f.v.t. De vigtigste tekstvidner er to papyrusmanuskripter i det Egyptiske Museum i Berlin. Teksten blev ved med at blive kopieret i henved 1000 år og er, bortset fra religiøse tekster og forskellige standardformularer, en af de oldeyptiske litterære tekster, der er overleveret i flest delvise kopier, især som skoleøvelser på ostraka (kalkstensflager) fra det Nye Rige (ca. 1550-1070 f.v.t.).

Fortællingens ramme er en selvbiografi af den type, som kendes fra indskrifter i egyptiske grave. Det afstedkom tidligere den opfattelse, at teksten var en mere eller mindre faktuel gengivelse af historiske begivenheder. I dag er der bred enighed om, at den selvbiografiske form er et litterært virkemiddel. Teksten benytter således træk fra en række af oldtidens egyptiske litterære genrer, bl.a. selvbiografi, herskerpanegyrik, visdomstekst og fortælling.

Efter at have opregnet de embedstitler, Sinuhe bar, da han levede, begynder den egentlige handling med, at Sinuhe hører, at kong Amenemhet (1.) er død – muligvis myrdet – da han er på vej tilbage fra en militærekspedition i det nuværende Libyen, som han har deltaget i sammen med tronarvingen, Sesostris (1.).

Nyheden om kongens død får Sinuhe til at flygte fra sit hjemland til Levanten, da han frygter, at der vil udbryde borgerkrig i Egypten. Under sit eksil lykkes det ham at opbygge et nyt liv og blive en velstående stormand under en lokal fyrste. Han gifter sig og får børn, og han deltager i kampe mellem de lokale fyrster. Hans berømmelse når et højdepunkt, da han udfordres af en mægtig kriger, som han besejrer i tvekamp – en episode, der er blevet sammenlignet med Davids kamp med Goliat i Det Gamle Testamente.

I sin alderdom føler Sinuhe sig imidlertid ikke hjemme i det fremmede land, og han længes efter Egypten og frygter at skulle dø og blive begravet uden for sit fædreland. Hans længsel bliver efterhånden kendt ved det egyptiske hof. Kong Sesostris giver ham tilladelse til at vende tilbage. Sinuhe forlader sin familie og sine besiddelser og rejser til Egypten, hvor han bliver godt modtaget ved hoffet. Han genvinder kongens gunst og får mulighed for at tilbringe sin alderdom i sit hjemland. Kongen lader desuden opføre en grav til ham, og fortællingen afsluttes med en beskrivelse af hans standsmæssige begravelse.

Forbindelsen mellem personlig identitet og tilhørsforhold til Egypten er et centralt motiv. Flugten fra Egypten giver anledning til en skildring af livet uden for Nildalen, mens hjemkomsten fører Sinuhe tilbage til den sociale og religiøse orden, han havde forladt. Fortællingen undersøger således, hvad det betød at være egypter i oldtiden.

Sinuhe, Ægypteren (på finsk Sinuhe egyptiläinen) er en historisk roman af den finske forfatter Mika Waltari udgivet i 1945 og i dansk oversættelse i 1948. Romanen var Waltaris første store historiske roman og blev hurtigt en international bestseller. Den er siden blevet oversat til mere end 40 sprog og bliver regnet for hans hovedværk.

Waltari overtager navnet og grundmotivet fra den oldegyptiske fortælling om Sinuhe, men skaber en helt ny historie. Handlingen er henlagt til 1300-tallet f.v.t., under det 18. dynasti og især farao Akhnatons regeringstid (ca. 1352–1336 f.v.t.). Sinuhe er her ikke den embedsmand, som er kendt fra det Mellemste Rige, men en forældreløs dreng, der vokser op i Theben hos en læge og hans kone. Han uddannes selv til læge og kommer senere i kontakt med hoffet, hvor han bliver kongens livlæge.

Romanen er opbygget som Sinuhes erindringer, skrevet i hans alderdom og eksil. Hans liv fører ham gennem en række af oldtidens vigtigste kulturområder; han rejser bl.a. til Syrien, Babylonien, Mitanni, hittitternes rige og Kreta. Gennem rejserne skildres den politiske og kulturelle verden omkring Egypten i det 14. århundrede f.v.t.

Et centralt afsnit omhandler Akhnatons religiøse reformer og indførelsen af dyrkelsen af solguden Aton. Waltari havde allerede beskæftiget sig med Akhnaton og hans religiøse reformer i skuespillet Akhnaton, auringosta syntynyt (1937, 'Akhnaton, født af solen'), som han selv anså som et tidligt forarbejde til Sinuhe, Ægypteren. Sinuhe befinder sig tæt på begivenhederne og bliver vidne til de politiske og religiøse konflikter, som følger af faraoens forsøg på at ændre det egyptiske samfunds religiøse orden.

Sinuhes liv er samtidig præget af kærlighedsforhold, venskaber, ambitioner og nederlag. Han søger at vinde forståelse for mennesket og dets vilkår, men møder igen og igen magtbegær, vold, fattigdom og religiøs fanatisme. Romanens historiske miljø fungerer derfor ikke blot som baggrund for handlingen, men også som ramme for en undersøgelse af menneskets natur.

Romanens pessimistiske livsanskuelse og hovedpersonens følelse af næsten kosmisk ensomhed er karakteristisk for Waltaris historiske romaner. Samtidig må romanen ses på baggrund af dens tilblivelse i 1945, ved afslutningen af Anden Verdenskrig. Waltari lader den fjerne oldtid blive et spejl for det moderne menneskes erfaringer med krig, ideologier og politisk magt. Romanen kan således både læses som et historisk panorama og som en samtidsroman i historisk forklædning.

• litteratur i oldtidens Egypten
• Mika Waltari