Gregor af Nazianz

Gregor tilhørte en aristokratisk familie i den lilleasiatiske provins Kappadokien, hvor hans far var biskop af Nazianz. Han studerede i Caesarea, Alexandria og især i Athen, hvor han uddybede sit venskab med Basilios, af hvem han påvirkedes dybt. Den senere hedenske kejser Julian var også blandt Gregors medstuderende i Athen.

Gregor blev af Basilios ordineret som biskop i Sasima i 372, men måtte snart rejse tilbage til Nazianz for at assistere sin far. Han var i flere omgange virksom i praktisk kirkeledelse dels i Nazianz, dels i en kort periode som rigshovedstaden Konstantinopels biskop i forbindelse med koncilet i år 381, som han dog forlod grundet modstand fra det makedonianske parti.

Efter sit ophold i Konstantinopel trak Gregor sig tilbage til Nazianz for at beskæftige sig med teologiske studier og digtekunsten.

Gregors væsentligste indsats var litterær og teologisk, som virtuos udøver af retorisk teknik og som deltager i den teologiske bevægelse, der med støtte fra kejser Theodosius 1. førte nikænsk ortodoksi til sejr i østkirken. Hans teologiske arbejder findes i form af prædikener, breve og digte.

Af Gregors teologiske hovedværker bør især nævnes hans såkaldte Teologiske taler fra tiden op til kirkemødet i Konstantinopel i 381. I polemik mod bl.a. arianerne behandler de fem teologiske taler teologiens og filosofiens muligheder, treenigheden og inkarnationen.

I sine digte udfolder Gregor teologiens temaer i poetisk form, men flere af digtene har også selvbiografisk karakter, ligesom de også tematiserer menneskets vilkår i verden.

Gregor gjorde sig især gældende i bestræbelsen for klargørelse og forfinelse af dogmet om "én guddom i tre personer". Ligesom Gregor af Nyssa er han bevidst om det teologiske sprogs begrænsninger: Når vi taler om Gud som Fader og Søn, handler det om deres indbyrdes relationer, ikke om det guddommelige væsen, der er uendeligt og ubegribeligt for mennesker.

I sin polemik mod den teologiske subordinationisme afviser Gregor resolut, at Sønnen skulle være underordnet Faderen. Guds tre personer har samme vilje, hvorfor treenigheden ikke kan opdeles i hersker og undersåt. Den ensidige monoteisme må ligesom polyteismen afvises til fordel for treenighedens harmoniske enhed i mangfoldighed.

Forsvaret for Helligåndens fulde guddommelighed og Kristi komplette menneskelighed, i polemik mod makedonianerne og Apollinaris af Laodikæa, er væsentlige temaer i hans tænkning. Gregor er således kendt for udtrykket "det, der ikke antages, helbredes ikke", idet Guds Søn må antage fuld menneskelighed for at kunne frelse mennesker helt.

• kappadokierne
• Basilios af Caesarea
• Gregor af Nyssa