Totalitarisme

Totalitarisme er en styreform, hvor staten gennem en altomfattende ideologi søger at kontrollere samfundets politiske, økonomiske, sociale og kulturelle liv. Totalitære regimer er kendetegnet ved et monopol på den politiske magt, et dominerende parti, omfattende propaganda, censur, politisk terror og bestræbelser på at mobilisere befolkningen til støtte for statens ideologiske mål.

Begrebet opstod i mellemkrigstiden og fik sin moderne betydning gennem analyser af fascismen, nazismen og stalinismen.

Inden for statskundskaben betragtes totalitarisme som en selvstændig styreform, der adskiller sig fra traditionelle diktaturer ved at søge total dominans over samfundet gennem en altomfattende ideologi.

Studiet af totalitarisme blev især udviklet af forskere som Hannah Arendt, Carl Joachim Friedrich og Zbigniew Brzezinski. Deres teorier har haft stor betydning for forståelsen af det 20. århundredes totalitære regimer, men begrebet og dets anvendelse er fortsat genstand for videnskabelig debat.

Diagram, der illustrerer totalitarismens centrale kendetegn i den komparative statskundskab. Figuren sammenfatter officiel ideologi, etpartistyre, massemobilisering, propaganda, censur, terror og statens gennemgribende kontrol over samfundet.

Begreb

Begrebet totalitarisme blev introduceret i Italien i begyndelsen af 1920'erne. Den liberale politiker Giovanni Amendola anvendte i 1923 betegnelsen totalitario som en kritisk karakteristik af den fremvoksende fascistiske stat under Benito Mussolini og beskrev fascismen som en styreform, der var grundlæggende forskellig fra tidligere former for diktatur. Kort efter overtog fascisterne selv udtrykket, og filosoffen Giovanni Gentile anvendte det i en positiv betydning som betegnelse for en stat, der skulle udgøre nationens totale repræsentation og omfatte alle samfundets områder.

Efter 2. verdenskrig fik begrebet en ny og bredere betydning. Statskundskab og politisk teori begyndte at anvende totalitarisme som en analytisk betegnelse for en særlig type styreform, der adskiller sig fra både traditionelle diktaturer og autoritære regimer. Fokus blev flyttet fra den italienske fascisme til en sammenlignende analyse af især Nazityskland og Sovjetunionen under Josef Stalin.

Der findes ikke én almindeligt accepteret definition af totalitarisme. Forskellige forskere lægger vægt på forskellige institutionelle og ideologiske karakteristika, men de fleste definitioner fremhæver en kombination af et altomfattende ideologisk projekt, et monopoliseret politisk magtapparat, omfattende kontrol med massekommunikation og organisationer samt systematisk anvendelse af terror og propaganda.

I den moderne statskundskab anvendes totalitarisme som et analysebegreb for en styreform, hvor staten søger at underlægge sig hele samfundet og omforme både institutioner og borgere i overensstemmelse med en officiel ideologi.

Historisk udvikling

Totalitarisme som politisk begreb opstod i mellemkrigstiden, hvor de nye massebevægelser udfordrede de liberale demokratier. Fascismen i Italien, nationalsocialismen i Tyskland og stalinismen i Sovjetunionen blev af samtidige i stigende grad opfattet som styreformer, der adskilte sig fra både traditionelle diktaturer og enevældige monarkier ved deres ambition om at omforme hele samfundet gennem ideologi, masseorganisationer og statslig kontrol.

Efter 2. verdenskrig blev totalitarisme et centralt analysebegreb inden for statskundskab og moderne historie. Forskere som Hannah Arendt, Carl Joachim Friedrich og Zbigniew Brzezinski udviklede teorier, der beskrev totalitarisme som en ny regeringsform med karakteristiske institutionelle og ideologiske træk. Samtidig blev begrebet et vigtigt redskab til at sammenligne Nazityskland og Sovjetunionen under Josef Stalin.

Under Den kolde krig blev totalitarismeteorien en central tilgang til studiet af kommunistiske og fascistiske regimer. Samtidig blev begrebet genstand for omfattende videnskabelig debat. Nogle forskere fremhævede lighederne mellem de totalitære regimer, mens andre kritiserede teorien for at overse væsentlige forskelle mellem fascisme og kommunisme.

Efter Sovjetunionens opløsning i 1991 fik forskningen adgang til omfattende arkivmateriale, hvilket førte til nye undersøgelser af totalitære regimers opbygning og funktionsmåde. Samtidig er totalitarismebegrebet fortsat genstand for videnskabelig debat, både med hensyn til dets analytiske værdi og dets anvendelse på nyere autoritære regimer.

Kendetegn

Selv om der ikke findes én almindeligt accepteret definition af totalitarisme, peger de fleste teorier på en række fælles karakteristika. Ikke alle totalitære regimer udviser disse træk i samme omfang, men tilsammen beskriver de den idealtype, som anvendes i komparativ statskundskab. Kendetegnene skal derfor ikke opfattes som en tjekliste, men som analytiske dimensioner, der gør det muligt at sammenligne konkrete regimer med den totalitære idealtype. De enkelte kendetegn forekommer ikke nødvendigvis samtidig eller i samme styrke, men deres indbyrdes samspil er centralt for forståelsen af totalitarisme som styreform.

Totalitarismeteorier

Hannah Arendt

Hannah Arendt

Den tysk-amerikanske politiske filosof Hannah Arendt regnes som en af de mest indflydelsesrige teoretikere inden for studiet af totalitarisme. I The Origins of Totalitarianism (1951; revideret udgave 1967) argumenterede hun for, at totalitarisme ikke blot er en særlig brutal form for diktatur, men en ny regeringsform, der adskiller sig grundlæggende fra tidligere former for tyranni, enevælde og autoritært styre.

Ifølge Arendt er totalitarismens mål ikke alene at monopolisere den politiske magt, men at opnå total dominans over samfundet. Staten søger at underlægge sig alle sociale institutioner og opløse de selvstændige fællesskaber, som normalt begrænser statsmagten. Individet isoleres fra civilsamfundet og integreres i masseorganisationer, der styres af staten og dens officielle ideologi.

Arendt fremhæver især samspillet mellem ideologi og terror som totalitarismens afgørende kendetegn. Ideologien fremstiller historiens eller naturens udvikling som uundgåelig og giver dermed regimet en begrundelse for ubegrænset magtanvendelse. Når først ideologiens grundlæggende præmis accepteres, kan alle statens handlinger retfærdiggøres som nødvendige led i virkeliggørelsen af historiens eller naturens påståede lovmæssighed. Terroren bliver ikke blot et middel til at bekæmpe modstandere, men et permanent styringsredskab, der skal virkeliggøre ideologiens påståede historiske nødvendighed.

Arendt analyserede især Nazityskland og Sovjetunionen under Josef Stalin og betragtede disse regimer som de historiske hovedeksempler på totalitarisme. Hun skelnede samtidig mellem totalitære og autoritære regimer og understregede, at ikke alle diktaturer er totalitære. I den reviderede udgave af værket fremhævede hun desuden, at begrebet totalitarisme bør anvendes med forsigtighed og forbeholdes regeringsformer, der faktisk søger total dominans over samfundet.

Carl J. Friedrich og Zbigniew Brzezinski

Statsforskerne Carl Joachim Friedrich og Zbigniew Brzezinski udviklede i Totalitarian Dictatorship and Autocracy (1956; 2. udgave 1965) en af de mest indflydelsesrige modeller til analyse af totalitære regimer. I modsætning til Hannah Arendt, der især beskrev totalitarismen som en ny regeringsform, søgte Friedrich og Brzezinski at opstille en systematisk idealtype med en række institutionelle kendetegn.

Ifølge Friedrich og Brzezinski er et totalitært regime karakteriseret ved en kombination af seks grundlæggende elementer:

1. en officiel og altomfattende ideologi
2. ét masseparti, som normalt ledes af en enkelt leder
3. et systematisk terrorapparat
4. statsligt monopol over massekommunikation
5. statsligt monopol på organiseret magtanvendelse, herunder de væbnede styrker
6. central styring af økonomien.

Forfatterne understregede, at disse elementer udgør et sammenhængende system, hvor de enkelte institutioner gensidigt understøtter hinanden. Totalitarisme skal derfor ikke forstås som summen af enkelte karakteristika, men som en særlig form for politisk organisation, hvor ideologi, parti, stat og terror er integreret i én samlet magtstruktur.

Friedrichs og Brzezinskis model fik stor indflydelse på den komparative statskundskab under den kolde krig og blev i mange år anvendt som standarddefinition af totalitarisme. Senere forskning har imidlertid kritiseret modellen for at være relativt statisk og for i begrænset omfang at forklare, hvordan totalitære regimer udvikler sig og forandres over tid.

Juan Linz

Den spansk-amerikanske statskundskaber Juan Linz videreudviklede teorien om autoritære og totalitære regimer ved at flytte fokus fra institutionelle tjeklister til regimernes grundlæggende karakteristika og måde at udøve magt på.

Linz definerede autoritære regimer som politiske systemer med begrænset politisk pluralisme, uden en gennemarbejdet og styrende ideologi, men med karakteristiske mentaliteter frem for ideologier, begrænset politisk mobilisering og en leder eller en mindre elite, der udøver magten inden for relativt forudsigelige, om end ofte uklart definerede rammer.

Et centralt bidrag hos Linz er sondringen mellem totalitære og autoritære regimer. Hvor totalitære regimer søger at omforme samfundet gennem en omfattende ideologi og vedvarende mobilisering af befolkningen, er autoritære regimer normalt præget af pragmatisme, begrænset pluralisme og en mere begrænset politisk mobilisering. Autoritære regimer søger typisk at bevare orden og stabilitet snarere end at gennemføre en total samfundsomdannelse.

Linz understregede samtidig, at autoritære regimer ikke er ensartede. De varierer blandt andet efter graden af pluralisme, mobilisering og ideologisk orientering, hvilket dannede grundlag for hans senere typologi over forskellige former for autoritære regimer.

Ifølge Linz er totalitære regimer karakteriseret ved en officiel og altomfattende ideologi, fravær af reel politisk pluralisme, omfattende politisk mobilisering af befolkningen og en politisk ledelse, der søger at omforme samfundet i overensstemmelse med ideologiens mål.

Linz skelnede mellem totalitære og autoritære regimer. Autoritære regimer er kendetegnet ved begrænset politisk pluralisme, fravær af en gennemarbejdet ideologi og begrænset politisk mobilisering. Totalitære regimer søger derimod aktivt at omforme samfundet gennem en officiel ideologi, omfattende politisk mobilisering og kontrol med statslige og samfundsmæssige institutioner.

Linz introducerede desuden betegnelsen post-totalitært autoritært regime om politiske systemer, der udviklede sig fra et tidligere totalitært styre. Regimerne bevarede centrale institutioner fra den totalitære periode, men var samtidig kendetegnet ved svækket ideologisk mobilisering, øget institutionel stabilitet og en gradvis bureaukratisering. Linz anvendte især kategorien om Sovjetunionen og de østeuropæiske kommunistiske stater efter afstaliniseringen.

Linz' typologi har haft stor betydning inden for komparativ politik og danner fortsat udgangspunkt for analyser af ikke-demokratiske regimer. Senere forskning har videreudviklet typologien med yderligere regimetyper og større vægt på regimers udvikling og forandring over tid.

Raymond Aron

Den franske sociolog og politiske filosof Raymond Aron opstillede i Démocratie et Totalitarisme (1965) en operationel definition af totalitarisme med fem hovedbestanddele.

Ifølge Aron opstår det totalitære fænomen i et regime, hvor ét parti har monopol på den politiske virksomhed, og hvor partiets ideologi tillægges absolut autoritet som statens officielle sandhed. Staten kontrollerer både tvangsmidlerne og massekommunikationen, mens størstedelen af de økonomiske og erhvervsmæssige aktiviteter underordnes staten. Når alle samfundets aktiviteter samtidig vurderes ud fra den officielle ideologi, bliver økonomiske, faglige og personlige fejl politiseret, og systemet udvikler både politimæssig og ideologisk terror.

Aron understregede, at totalitarismen først foreligger i sin fuldt udviklede form, når disse elementer optræder samlet. Hans model ligger på flere punkter tæt på Carl Joachim Friedrichs og Zbigniew Brzezinskis institutionelle definition af totalitarisme.

Senere forskning

Fra 1980'erne og frem er totalitarismebegrebet blevet videreudviklet og nuanceret inden for statskundskab, historie og komparativ politik. Efter Sovjetunionens opløsning i 1991 gav adgangen til tidligere lukkede arkiver mulighed for mere detaljerede undersøgelser af totalitære regimers institutioner, beslutningsprocesser og magtudøvelse.

Nyere forskning betragter almindeligvis totalitarisme som en idealtype snarere end en præcis beskrivelse af alle historiske regimer. Begrebet anvendes derfor som et analytisk redskab til at sammenligne forskellige styreformer, samtidig med at forskere understreger betydelige forskelle mellem eksempelvis nationalsocialismen, stalinismen og maoismen.

Samtidig har flere forskere peget på, at totalitære regimer kan udvikle sig over tid. Revolutionære massebevægelser kan gradvist blive mere bureaukratiske, ideologisk mindre dynamiske og mindre afhængige af permanent massemobilisering. Denne udvikling har blandt andet ført til analyser af post-totalitære regimer og overgange mellem totalitære, autoritære og hybride styreformer.

I moderne komparativ statskundskab indgår totalitarisme derfor som én blandt flere kategorier til analyse af ikke-demokratiske regimer. Begrebet anvendes fortsat om enkelte historiske styreformer, men dets rækkevidde og anvendelighed er fortsat genstand for videnskabelig debat.

Officiel ideologi

Et totalitært regime bygger på en altomfattende officiel ideologi, der hævder at forklare historiens og samfundets udvikling og angive den eneste legitime politiske kurs. Ideologien fungerer både som grundlag for regimets legitimitet og som rettesnor for lovgivning, uddannelse, propaganda og samfundsplanlægning.

Etpartistat

Den politiske magt er koncentreret hos ét dominerende parti, som kontrollerer statens centrale institutioner. Partiet er tæt integreret med statsapparatet, og politisk opposition er forbudt eller uden reel mulighed for at fungere. Partiet fungerer samtidig som det centrale redskab til at gennemføre regimets ideologi og sikre politisk kontrol over samfundet.

Personkult

Personkult omkring Josef Stalin var et centralt element i det stalinistiske totalitære regime.

Mange totalitære regimer udvikler en omfattende personkult omkring den øverste leder. Lederen fremstilles som nationens eller revolutionens ufejlbarlige repræsentant, og loyalitet over for lederen bliver et centralt element i regimets legitimitet.

Propaganda og censur

Staten søger at kontrollere informationsstrømmen gennem censur og monopol eller omfattende kontrol over massemedierne. Propaganda anvendes systematisk til at udbrede regimets ideologi, skabe folkelig opbakning og delegitimere virkelige eller formodede modstandere.

Terror og overvågning

Politisk terror udgør et centralt redskab til at fastholde regimets magt. Hemmeligt politi, vilkårlige arrestationer, internering, deportationer og politiske udrensninger anvendes til at bekæmpe opposition og skabe frygt i befolkningen. Samtidig etableres ofte omfattende systemer til overvågning af borgerne.

Mobilisering af befolkningen

Massemobilisering var et centralt kendetegn ved totalitære regimer. Rigspartidagene i Nürnberg, 1937.

I modsætning til autoritære regimer søger totalitære regimer ikke blot befolkningens lydighed, men dens aktive politiske mobilisering. Gennem partiorganisationer, ungdomsorganisationer, fagforeninger og massearrangementer mobiliseres borgerne til støtte for regimets ideologi og politiske mål.

Kontrol over samfundet

Totalitære regimer søger at underlægge sig samfundets centrale institutioner, herunder uddannelsessystemet, kulturlivet, økonomien, retsvæsenet og civilsamfundets organisationer. Formålet er at afskaffe eller underordne selvstændige magtcentre uden for regimet og sikre, at samfundets udvikling følger den officielle ideologi. Kontrollen omfatter ikke alene statens institutioner, men søger også at gennemtrænge civilsamfundet og regulere borgernes sociale og private liv gennem uddannelse, masseorganisationer, propaganda og overvågning.

Totalitarisme og autoritarisme

Totalitarisme og autoritarisme betegner begge ikke-demokratiske styreformer, men de adskiller sig på en række væsentlige punkter. Autoritære regimer er kendetegnet ved begrænset politisk pluralisme, fravær af en gennemarbejdet ideologi og begrænset politisk mobilisering. Totalitære regimer søger derimod at omforme samfundet i overensstemmelse med en officiel ideologi gennem omfattende politisk mobilisering og kontrol med statslige og samfundsmæssige institutioner.

Autoritære regimer tillader ofte en vis grad af social, økonomisk eller religiøs autonomi, så længe den ikke udfordrer den politiske ledelse. Totalitære regimer søger derimod at kontrollere eller integrere stort set alle samfundets institutioner, herunder uddannelsessystemet, massemedierne, kulturlivet, erhvervslivet og civilsamfundets organisationer.

En anden væsentlig forskel er befolkningens rolle. Autoritære regimer er kendetegnet ved begrænset politisk mobilisering, mens totalitære regimer søger aktiv mobilisering gennem partiorganisationer, massebevægelser og politisk deltagelse under regimets kontrol. Propaganda og ideologisk påvirkning spiller derfor en langt mere central rolle i totalitære systemer.

Sondringen mellem autoritære og totalitære regimer blev især udviklet af Juan Linz og har siden fået stor betydning inden for komparativ statskundskab. Linz understregede, at autoritære og totalitære regimer udgør idealtyper, og at konkrete regimer kan udvikle sig over tid eller kombinere karakteristika fra flere regimetyper.

I moderne forskning anvendes sondringen fortsat som et vigtigt analytisk redskab, samtidig med at der lægges større vægt på regimers udvikling og forandring over tid.

Sammenligning af totalitære og autoritære regimer

Den amerikanske statskundskaber Paul C. Sondrol har videreudviklet sondringen mellem autoritære og totalitære regimer gennem en komparativ analyse af deres institutionelle og ledelsesmæssige karakteristika. Med udgangspunkt i en sammenligning af Fidel Castro og Alfredo Stroessner opstillede han følgende idealtypiske forskelle mellem de to styreformer:

	Totalitær	Autoritær
Karisma	Høj	Lav
Rolleforståelse	Leder som funktion	Leder som individ
Begrænsninger af magten	Offentlig	Privat
Korruption	Lav	Høj
Officiel ideologi	Ja	Nej
Begrænset pluralisme	Nej	Ja
Legitimitet	Ja	Nej

Sondrol understregede, at tabellen beskriver idealtyper, og at konkrete regimer kan afvige fra modellen. Sammenlignet med totalitære systemer giver autoritære regimer ofte større frihed til den private sfære, mangler en styrende ideologi, tolererer en vis grad af pluralisme, mangler ambitionen om at mobilisere hele befolkningen til fælles politiske mål og udøver normalt magten inden for mere forudsigelige institutionelle rammer.

Historiske regimer

Repræsentanter for to totalitære regimer mødes, Josef Stalin og Joachim von Ribbentrop, under undertegnelsen af Molotov-Ribbentrop-pagten, Kreml, 23. august 1939

Spørgsmålet om, hvilke regimer der kan betegnes som totalitære, har været genstand for omfattende videnskabelig debat. De fleste forskere er enige om, at totalitarisme er en idealtype, og at konkrete historiske regimer derfor kun i forskellig grad kan opfylde begrebets karakteristika. Vurderingen afhænger desuden af, hvilken totalitarismeteori der lægges til grund.

Nazityskland

Billede af to totalitære ledere Benito Mussolini og Adolf Hitler.

Det nationalsocialistiske styre i Tyskland fra 1933 til 1945 betragtes almindeligvis som et klassisk eksempel på et totalitært regime. Staten var domineret af ét parti under Adolf Hitler, opposition blev forbudt, massemedierne blev underlagt statslig kontrol, og regimet anvendte propaganda, terror og omfattende overvågning til at fastholde magten. Nazismens racistiske ideologi gennemsyrede statens institutioner og dannede grundlag for systematisk forfølgelse og udryddelse af politiske modstandere og etniske grupper.

Sovjetunionen under Stalin

Stalins styre i Sovjetunionen fra slutningen af 1920'erne til 1953 regnes ligeledes blandt de klassiske totalitære regimer. Kommunistpartiet havde monopol på den politiske magt, og staten søgte gennem planøkonomi, propaganda, masseorganisationer og et omfattende sikkerhedsapparat at kontrollere samfundets udvikling. De politiske udrensninger, tvangsarbejdslejrene og personkulten omkring Stalin indgår centralt i de fleste analyser af regimet.

Fascistisk Italien

Det fascistiske styre under Benito Mussolini spillede en afgørende rolle for udviklingen af totalitarismebegrebet, men dets placering i forskningen er omdiskuteret. Mens regimet selv beskrev den fascistiske stat som totalitær, har flere forskere – herunder Hannah Arendt – argumenteret for, at Italien aldrig udviklede den gennemgribende kontrol over samfundet, som kendetegnede Nazityskland og Stalins Sovjetunion. Arendt pegede blandt andet på, at fascisterne aldrig fuldt ud underlagde sig de eksisterende statsinstitutioner. Kongemagten bestod, og domstolene bevarede en vis grad af selvstændighed, hvilket efter hendes opfattelse forhindrede udviklingen af et system med total dominans.

Andre forskere betragter derimod fascismen som en tidlig eller ufuldstændig form for totalitarisme, fordi regimet udviklede flere af totalitarismens institutioner og ideologiske ambitioner uden at opnå den totale dominans, som kendetegner de klassiske totalitære regimer.

Maoistisk Kina

Folkerepublikken Kina under Mao Zedong er af mange forskere blevet analyseret som et totalitært regime, særligt under Det store spring fremad og Kulturrevolutionen. Regimet søgte gennem en officiel ideologi, massemobilisering og personkult at omforme samfundet, samtidig med at politisk opposition blev undertrykt. Der er dog fortsat uenighed om, i hvilket omfang hele Mao-perioden bør karakteriseres som totalitær.

Kritik af totalitarismebegrebet

Siden 1960'erne har totalitarismebegrebet været genstand for omfattende metodiske og teoretiske diskussioner. Kritikken har både rettet sig mod begrebets definition, dets anvendelse i komparative analyser og dets rolle under den kolde krig.

En væsentlig indvending er, at totalitarisme er en idealtype, som ikke nødvendigvis svarer fuldt ud til historiske regimers konkrete udvikling. Flere forskere har peget på, at selv de klassiske eksempler – Nazityskland og Sovjetunionen under Stalin – var præget af interne magtkampe, bureaukratiske konflikter og institutionel kompleksitet, som vanskeligt lader sig forene med forestillingen om et fuldstændigt centraliseret og altkontrollerende system.

Andre forskere har kritiseret totalitarismeteorien for at lægge større vægt på lighederne mellem fascistiske og kommunistiske regimer end på deres betydelige ideologiske, sociale og historiske forskelle. Især under den kolde krig blev begrebet af nogle opfattet som en del af den ideologiske konflikt mellem øst og vest, hvilket gav anledning til debat om dets videnskabelige neutralitet.

Omvendt har tilhængere af totalitarismeteorien fremhævet, at begrebet fortsat har stor analytisk værdi, fordi det beskriver en særlig type styreform, hvor officiel ideologi, etpartistyre, politisk mobilisering og terror indgår i et sammenhængende magtsystem. Efter åbningen af de sovjetiske arkiver i 1990'erne har flere forskere argumenteret for, at ny empiri på en række områder har styrket centrale elementer i den klassiske totalitarismeteori.

I moderne statskundskab og historie anvendes totalitarisme fortsat som et vigtigt analysebegreb, men normalt med den metodiske forudsætning, at begrebet anvendes som en idealtype og ikke som en fuldstændig beskrivelse af konkrete historiske regimer.

Se også

• Enhedsparti
• Politisk system
• Statsform

Litteratur

• Arendt, Hannah. The Origins of Totalitarianism. Revised edition. New York: Harcourt, Brace & World, 1967.
• Aron, Raymond. Démocratie et Totalitarisme. Paris: Gallimard, 1965.
• Fitzpatrick, Sheila. "Impact of the Opening of Soviet Archives on Western Scholarship on Soviet Social History". The Russian Review. Bind 74, nr. 3, 2015.
• Friedrich, Carl J.; Brzezinski, Zbigniew K. Totalitarian Dictatorship and Autocracy. 2. udgave. Cambridge, Massachusetts: Harvard University Press, 1965.
• Gentile, Emilio. Politics as Religion. Princeton: Princeton University Press, 2006. ISBN 9780691113937
• Gleason, Abbott. Totalitarianism: The Inner History of the Cold War. New York: Oxford University Press, 1995. ISBN 9780195050172
• Heywood, Andrew. Politics. 2. udgave. Basingstoke: Palgrave Macmillan, 2002. ISBN 9780333971314
• Linz, Juan J. Totalitarian and Authoritarian Regimes. Boulder, Colorado: Lynne Rienner Publishers, 2000. ISBN 9781555878900
• Rosenfeldt, Niels Erik. "Stalinismen og totalitarismen – ny vinkel på gammel debat. Eller: Hemmelighedskræmmeriets særlige rolle". Magasin fra Det Kongelige Bibliotek. Bind 24, nr. 3, 2011.
• Sartori, Giovanni. Comparative Constitutional Engineering. 2. udgave. Basingstoke: Macmillan, 1997. ISBN 9780333675083
• Schapiro, Leonard. Totalitarianism. London: Pall Mall Press, 1972.
• Sondrol, Paul C. "Totalitarian and Authoritarian Dictators: A Comparison of Fidel Castro and Alfredo Stroessner". Journal of Latin American Studies. Bind 23, nr. 3, 1991.
• Talmon, J. L. The Origins of Totalitarian Democracy. London: Secker & Warburg, 1952.
• Thorup, Mikkel (red.). Totalitarisme: venskab & fjendskab. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 2005. ISBN 9788779341654

Eksterne henvisninger

• Stanford Encyclopedia of Philosophy – Hannah Arendt
• Encyclopaedia Britannica – Totalitarianism
• Bent Jensen: Totalitarismeteorier. Historisk Tidsskrift, 1982.
• Karl Christian Lammers: Totalitarismeopfattelsen og nationalsocialismen. Historisk Tidsskrift, 1982.