Huslov
En huslov (tysk: Hausgesetz) er en lov eller samling af særlige retsregler, der regulerer et regerende fyrstehus' indre forhold, herunder arvefølge, medlemskreds og medlemmernes forhold til fyrstehusets overhoved.[1][2] Huslove havde historisk ofte karakter af autonome familiestatutter, men blev efter indførelsen af konstitutionelle forfatninger underlagt statens almindelige lovgivnings- og forfatningsmagt.[3]
I Danmark fungerede Kongeloven af 1665 både som statsforfatning og som huslov for det regerende dynasti. Ved Grundloven af 1849 blev Kongeloven ophævet, men dens artikel 21 og 25 om de kongelige prinser og prinsesser blev opretholdt, indtil der ved en huslov blev truffet anden bestemmelse. Artikel 21 kræver monarkens tilladelse til ægteskab for prinser og prinsesser "af blodet", mens artikel 25 bestemmer, at de ikke kan retsforfølges uden monarkens tilladelse. Den forudsatte huslov blev imidlertid aldrig vedtaget.[3][4]
Fraværet af en dansk huslov har medført retlig usikkerhed om, hvem der hører til kongehuset, hvilke personer der omfattes af Kongelovens bestemmelser, og hvor langt deres særlige straffe- og civilretlige stilling rækker. Justitsministeriet oplyste i 2001, at den omfattede personkreds ikke kunne afgrænses entydigt, og at domstolene i tvivlstilfælde må fastlægge den præcise personkreds.[5] Jurister og politikere har derfor foreslået en ny huslov, som skulle klarlægge kongehusets retsstilling. Professor Stig Jørgensen ønskede en samlet regulering af blandt andet strafferetlige, civilretlige, skatteretlige og økonomiske forhold, mens SF og Enhedslisten i 2004 desuden foreslog større åbenhed om anvendelsen af offentlige midler.
Retlig karakter
[redigér | rediger kildetekst]Huslove fandtes navnlig indtil Første Verdenskrig i stort antal blandt de tyske fyrstehuse. De blev oprindeligt ikke betragtet som love i egentlig forstand, men som autonome familiestatutter. Statutterne kunne ændres, men ændringer af successionsordenen krævede samtykke fra samtlige successionsberettigede agnater.[3]
Efter indførelsen af konstitutionelle forfatninger bevarede sådanne familiestatutter kun gyldighed, i det omfang de udtrykkeligt eller stiltiende blev opretholdt af forfatningen. Ændringer krævede som hovedregel de lovgivende kamres samtykke. En ændring af tronfølgen forudsatte normalt en forfatningsændring, der til gengæld blev anset for tilstrækkelig, uden at samtykke fra samtlige agnater fortsat var nødvendigt. Reglerne om et fyrstehus kan både tillægge dets medlemmer særlige rettigheder som følge af deres tilknytning til statsoverhovedet eller deres placering i arvefølgen og pålægge dem begrænsninger i den personlige handlefrihed, som ikke gælder for andre borgere. Husloven fastlægger dermed fyrstehusets interne organisation og medlemmernes særlige offentlig- og privatretlige stilling.[3]
Danmark
[redigér | rediger kildetekst]
Kongeloven indeholdt både regler om statsforfatningen, arvefølgen, kongens myndighedsalder, en eventuel formynderregering, rigets udelelighed og enevældens opretholdelse. Som huslov regulerede den desuden kongens myndighed over medlemmerne af det kongelige hus.[3][6] Det var kongelovens §§ 20–25, der udgjorde den kongelige huslov.[7]
Grundloven af 1849 ophævede Kongeloven med undtagelse af artikel 27-40 om arvefølgen og artikel 21 og 25 om de kongelige prinser og prinsesser. Bestemmelserne om arvefølgen bortfaldt ved tronfølgeloven af 31. juli 1853, mens artikel 21 og 25 skulle gælde, indtil de blev erstattet af en huslov.[3] Grundlovens epilog bestemte:[8]
 |
Og er da hermed ophævet den af Vor Forgjænger paa Thronen, høisalig Kong Frederik den Tredje, efter den Ham af de danske Stænder dertil meddeelte Fuldmagt, under 14de November 1665 givne Kongelov, alene med Undtagelse af de Bestemmelser, der indeholdes i §§ 27 til 40, om Arvefølgen, hvilke ere stadfæstede i Grundlovens § 4, og de i §§ 21 og 25 om de kongelige Prindser og Prindsesser indeholdte Forskrifter, indtil ved en Huuslov anderledes derom maatte vorde bestemt. |  |
| Epilog til Junigrundloven: Danmarks Riges Grundlov, 5. juni 1849 |
Kongelovens artikel 21 og 25 – Kongehusets de facto huslov
[redigér | rediger kildetekst]At senere grundlovsrevisioner ikke udtrykkeligt gentog artikel 21 og 25, kunne ifølge professor i retsvidenskab Carl Georg von Holck ikke i sig selv medføre deres ophævelse. Han vurderede derfor i 1869, at bestemmelserne fortsat var gældende.[9]
Artikel 21 krævede monarkens tilladelse, hvis en prins eller prinsesse "af blodet" ønskede at indgå ægteskab. Efter artikel 25 kunne prinser og prinsesser af blodet ikke retsforfølges uden monarkens tilladelse. Bestemmelserne blev i senere statsretlig litteratur beskrevet som en tilbageværende form for huslov for kongen eller dronningen.[4] Kongeloven havde oprindeligt indeholdt regler, som nærmere afgrænsede det kongelige hus. Da disse regler bortfaldt i 1849, mens artikel 21 og 25 blev opretholdt, blev det uklart, hvilke personer der var omfattet af udtrykket "prinserne og prinsesserne af blodet". Spørgsmålet om kongehusets personkreds måtte derfor i vidt omfang afgøres efter praksis og forholdets natur.[3][10]
I 2001 oplyste justitsminister Frank Jensen, at Justitsministeriet ikke kunne give en entydig afgrænsning af den beskyttede personkreds. Hvis spørgsmålet opstod under en retssag, måtte det efter ministeriets opfattelse afgøres af domstolene. Historikeren Claus Bjørn betegnede situationen som juridisk uklar og fremhævede, at en huslov kunne skabe den manglende afgrænsning.[10]
Justitsministeriet anvendte i andre sammenhænge en definition af kongehuset som efterkommerne af Christian 10. og dronning Alexandrine samt deres ægtefæller. Ud over dronning Margrethe, hendes nærmeste familie, hendes to søstre og deres familier omfattede denne kreds på daværende tidspunkt blandt andre grev Ingolf, grev Christian og prinsesse Elisabeth samt grev Christians hustru og tre døtre. Hvis efterkommerne af Christian 10.s syv søskende blev medregnet, ville kredsen blive betydeligt større. Hverken prins Henrik eller prinsesse Alexandra kunne efter professor Stig Jørgensen uden videre betegnes som prins eller prinsesse "af blodet".[10]
Som eksempel på bestemmelsens praktiske betydning henviste Politiken til, at kronprins Frederik i marts 1988 modtog en offentlig irettesættelse fra sin mor, efter at han i sin bil var kørt fra en politipatrulje på Fyn.[10]
Forslag om en dansk huslov
[redigér | rediger kildetekst]Udkast til huslov i 1868
[redigér | rediger kildetekst]Den 26. februar 1868 forelagde Christian 9. et udkast til en huslov for kabinetssekretær J.P. Trap til gennemsyn. Udkastet var efter tilskyndelse fra grev Frijs udarbejdet af konferensråd Caspar Frederik Wegener og omfattede 50 paragraffer. Anton Wilhelm Scheel havde afgivet en betænkning over forslaget og fremlagde samtidig et kortere udkast på 20 paragraffer.[11][12]
Scheel var tilbageholdende over for en huslov, idet Kongelovens artikel 21 og 25 fortsat var gældende, mens de øvrige foreslåede bestemmelser efter hans vurdering kun i mindre grad ville blive savnet. Wegener havde navnlig lagt vægt på, at formue, som ved ægteskab eller arv tilfaldt kongehuset, helt eller delvist skulle bevares samlet som en formue for huset. Christian 9. havde betænkeligheder ved denne ordning, da den kunne være uretfærdig over for andre børn. Scheel fremhævede som det væsentligste argument for en huslov, at den kunne give lovmæssig stadfæstelse til familiekonventionen med hellenernes konge af 12. september 1863, eftersom konventionen indebar en vis ændring af tronfølgelovens bestemmelse om førstefødselsret og agnatisk linealfølge.[11]
Forslag om lovkommission 2001
[redigér | rediger kildetekst]Professor og dr.jur. Stig Jørgensen var en fremtrædende kritiker af, at den i 1849 forudsatte huslov ikke var blevet vedtaget. Han fremhævede gentagne gange, at fraværet af en huslov havde efterladt væsentlige strafferetlige, civilretlige, skatteretlige og økonomiske spørgsmål om kongehusets stilling uafklarede. I 2001 foreslog han, at Folketinget nedsatte en lovkommission, som skulle fastlægge de kongeliges retsstilling i forhold til andre borgere. Han pegede navnlig på usikkerheden om, hvilke medlemmer af kongefamilien der var omfattet af artikel 25, og om der kunne anlægges civile retssager mod monarken og dennes familie. Kongeloven regulerede ikke udtrykkeligt civile sager, og Jørgensen henviste i den forbindelse til en dom fra enevældens tid, hvor kongen blev dømt til at udlevere en bortkommet guldsnustobaksdåse.[13]
Jørgensen knyttede desuden spørgsmålet om husloven til kongehusets økonomiske særstilling. Han fremhævede, at kongehusets regnskaber ikke var offentligt tilgængelige, og at medlemmerne nød en række skatte- og afgiftsmæssige undtagelser. Efter hans opfattelse burde modtagelsen af offentlige midler ledsages af offentlig revision, og kongehusets medlemmer burde ikke stå over den almindelige lovgivning.[14][13]
De politiske reaktioner var delte. Den konservative politiker Gitte Seeberg fandt ikke en kommission nødvendig, men mente, at det kunne være relevant at indhente Justitsministeriets vurdering. Socialdemokratiets politiske ordfører Pernille Blach Hansen fandt umiddelbart en lovkommission overdreven. SF-politikeren Aage Frandsen ønskede derimod at rette henvendelse til Justitsministeriet for at skabe klarhed, også af hensyn til kongehuset selv.[13]
SF's forslag i 2004
[redigér | rediger kildetekst]Spørgsmålet blev rejst igen i 2004 i forbindelse med prins Joachims skilsmisse og hans økonomiske dispositioner, herunder oprettelsen af et aktieselskab sammen med en privat partner. Aage Frandsen, der var SF's gruppeformand og medlem af Folketingets Præsidium, foreslog med støtte fra Enhedslisten, at Folketinget vedtog en huslov. Loven skulle afgrænse, hvilke medlemmer af kongefamilien der var omfattet af særlige regler, og klarlægge de straffe- og civilretlige regler for dem.[15][16]
Frandsen ønskede samtidig større åbenhed om anvendelsen af de offentlige midler, som kongehuset modtog. Formålet var efter hans udsagn ikke kontrol med private enkeltudgifter, men offentligt tilgængelige regnskaber og en tydelig adskillelse mellem kongehusets private formuer og offentlige midler. Han fremhævede blandt andet usikkerheden om prinsesse Alexandras fremtidige skatte- og momsmæssige stilling efter skilsmissen og om hendes placering i forhold til de almindelige domstole.[15]
Se også
[redigér | rediger kildetekst]Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- ↑ Strelitz, Paula; Japsen, Gottlieb; Rode, Mikal, red. (1949). "Huslov". Den nye Salmonsen. Under medvirken af Erik Lund (4. udgave udgave). København: J. H. Schultz Forlag. s. 1984.
- ↑ "Huslov". Ordbog over det danske Sprog. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. 1926. Hentet 4. august 2026.
- 1 2 3 4 5 6 7 Berlin, Knud (1921). "Huslov". I Blangstrup, Johan Christian (red.). Salmonsens konversationsleksikon. Vol. 11 (2. udgave). København: A/S J. H. Schultz Forlagsboghandel. s. 921.
- 1 2 Tamm, Ditlev (27. april 2012). "Den aktuelle Kongelov". Berlingske. Hentet 15. januar 2026.
- ↑ "Det Politisk-Økonomiske Udvalg, L 223 - bilag 20". Folketingets webarkiv. Folketinget. januar 2000. Hentet 16. juni 2026.
- ↑ N. P. Jensen (1. juli 1941). "Af Danskhedens Historie". Sydvestjylland (Esbjerg). Hentet 4. august 2026 – via Det Kgl. Bibliotek.
- ↑ Himmelstrup, Jens; Møller, Jens (1932). Danske forfatningslove og forfatningsudkast (PDF). København: J. H. Schultz Forlag. s. 3. Hentet 4. august 2026.
- ↑ "Junigrundloven: Danmarks Riges Grundlov, 5. juni 1849". danmarkshistorien.lex.dk. Hentet 14. januar 2026.
- ↑ Holck 1869, s. 8.
- 1 2 3 4 Lars Halskov og Rasmus Emborg (30. maj 2001). "Tvivl om royal retsstilling". Politiken. Hentet 4. august 2026.
- 1 2 Trap, J. P. (1967). Jørgensen, Harald (red.). Fra fire kongers tid (PDF). Vol. 3: Christian IX. Udgivet af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. København: G.E.C. Gad. s. 136-137. Hentet 4. august 2026.
- ↑ Erslev, Kr. (1923). Privatarkiver fra det 19. Aarhundrede beroende i Rigsarkivet (PDF). Vejledende Arkivregistraturer. Vol. 4. København: Rigsarkivet. s. 63. Hentet 4. august 2026.
- 1 2 3 Søren Kassebeer (6. marts 2001). "Krav: Klar rets-stilling for royale". Berlingske. Hentet 4. august 2026.
- ↑ RB (26. februar 2001). "Tillid til lukket kongehus". Dagbladet Djursland. Hentet 4. august 2026 – via Det Kgl. Bibliotek.
- 1 2 Anne-Mette Gregers (10. oktober 2004). "Tid til oprydning". Ekstra Bladet. s. 13. Hentet 4. august 2026.
- ↑ "Noter: Indland, Klarhed for kongehuset". Jyllands-Posten. 10. oktober 2004.
Litteratur
[redigér | rediger kildetekst]- Holck, Carl Georg (1869). Goos, C.; Nellemann, J. (red.). Den Danske Statsforfatningsret. København: Gyldendal. OCLC 474940809.